Hvem skal betale prisen for fast fashion?
Bæredygtighed er mere end 100% økologisk bomuld. Bæredygtighed handler også om arbejdsforhold, løn og ligestilling. Det er for os en vigtig faktor, at vores samarbejdspartnere har samme værdier som os, og vi er sikre på, at de overholder de aftaler, der er lavet omkring arbejdsforhold.
Sweatshops findes stadig og bruges i høj grad af fast-fashion brands for at holde priserne unaturligt lave. Tænker du over, hvorfor du kan købe en bodystocking til 39,95?
– Det kan du, fordi en syerske i Myanmar får 2,5 kr i timen, som ikke er nok til at dække de basale leve behov. I Bangladesh er det ikke unormalt, at tekstilarbejdere har 15 timers arbejdsdage syv dage om ugen til en minimumsløn på ca. 500 kr, som kun akkurat lige er en leveløn under de mest kummerlige forhold. Men ofte er sandheden, at lønningerne ligger væsentligt under minimumslønnen, og landets fire millioner tekstilarbejdere lever i ekstrem fattigdom.
Der er en pris for, at vi kan købe i overflod, og er det fair, at den pris skal betales af en mor til 3 i Bangladesh?
– Det synes vi ikke, og det er én af grundene til, at vi bevidst har valgt at arbejde med en prisstruktur, hvor vores avance ikke er betinget af kummerlige arbejdsforhold. Vi skal ikke være dem, der tjener på en underbetalt medarbejder, vi skal slet ikke have underbetalte medarbejdere!
Derfor er det vigtigt for os, at vores samarbejdspartnere har rimelige arbejdsforhold for deres medarbejdere. Det sikrer vi blandt andet gennem vores GOTS-certificering. Den er vores garanti for, at vores samarbejdspartnere overholder minimumsløn og ordentlige arbejdsforhold.
Ifølge fashion checker (igangsat af clean clothes campaign støttet af EU) betalte 93% af de undersøgte brands ikke en leveløn til de mennesker, der producerer deres produkter i lande som Bangladesh, Indien etc.
Vi pudser ikke glorien og lovpriser ikke os selv, men vi har taget stilling til problematikken mellem detailprisen og prisen for ordentlige arbejdsforhold. Vi kan med ro i hjertet ligge os til at sove hver aften, for vi ved at vores syerske får mad på bordet og et tag over hovedet til sig selv og sine børn, HVER aften!